No. 003 · Pavens nye slot

Et brev fra Châteauneuf-du-Pape

Arbejdet førte mig til Avignon i sidste måned, og den sidste eftermiddag gjorde jeg det, som alle, der drikker vin, før eller siden gør dernede: Jeg kørte tyve minutter mod nord, parkerede øverst i en lille landsby og gik op til et slot, der egentlig ikke er der længere.

Det, der står på bakken over Châteauneuf-du-Pape, er en enkelt mur og et sønderbrudt tårn, gyldent i aftenlyset, med hele den sydlige Rhône bredt ud nedenunder. Det er en af vinverdenens mest berømte ruiner. Det er også grunden til, at vinen overhovedet findes – og historien om, hvordan det gik til, er bedre end de fleste romaner.

ET PAVEDØMME I EKSIL

I 1309 var Rom intet sted for en pave. Byen var revet i stykker af stridende adelsslægter, og den nyvalgte Clemens V – en franskmand – satte aldrig sine ben der. I stedet slog pavehoffet sig ned i Avignon ved bredden af Rhône og blev der det meste af det fjortende århundrede. Syv paver i træk styrede Kirken fra en fransk flodby. Petrarca, der boede i nærheden, hadede det og kaldte byen Babylon. Paverne selv var efter de fleste beretninger ganske godt tilfredse.

De byggede derefter. Pavepaladset i Avignon er stadig et af Europas største gotiske paladser, og når man går gennem det, forstår man ambitionen: Det her var ment som noget blivende. Men ethvert hof har brug for et sted at tage hen om sommeren, og ethvert hof har brug for vin.

JOHANNES XXII OG HANS VINMARK

Den anden pave i Avignon, Johannes XXII, valgte en bakketop over en landsby af samme navn, et kort ridt mod nord. Der byggede han en sommerresidens – château neuf, det nye slot – og lod skråningerne omkring den beplante med vinstokke til pavens bord. I århundreder var stedet blot én vinlandsby blandt mange; først i 1893 tog det officielt navnet Châteauneuf-du-Pape. Men forbindelsen hang ved, og det gjorde vinstokkene også.

Høst under det nye slot, med stenene allerede under fødderne. Illustration i stil med en middelalderlig altertavle.

Slottet havde det sværere. Efter revolutionen blev det brugt som stenbrud, og i august 1944 sprængte tyske tropper på tilbagetog hovedtårnet i luften. Tilbage står den mur, jeg stod ved siden af, og på en eller anden måde er den mere bevægende, end hele bygningen ville have været.

STENENE

Det første, man bemærker i vinmarkerne, er, at der næsten ingen jord er. Grunden er dækket af galets roulés – glatte, runde sten på størrelse med en knytnæve, som Rhône gennem årtusinder har ført ned fra Alperne. De suger solen til sig hele dagen og giver varmen tilbage til vinstokkene om natten, og det er derfor, druerne her modner så fuldt, og derfor vinene er så gavmilde: mørk frugt, varme krydderier, garrigue, duften af bakkeskråningen sidst på sommeren.

Grenache gør det meste af arbejdet, men reglerne tillader et bemærkelsesværdigt ensemble – tretten druesorter i alt, røde og hvide, blandet efter hver enkelt avlers eget hoved. Det gør Châteauneuf mindre til en opskrift end til et familieskænderi, der føres videre årgang efter årgang.

REGLERNE OG TALLERKENERNE

Landsbyen har for vane at skrive tingene ned. I 1923 udarbejdede en lokal vinbonde og jurist, Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarié, et sæt regler for, hvad der måtte kaldes Châteauneuf-du-Pape – hvilken jord, hvilke druer, hvor modne. Det blev forbilledet for hele Frankrigs appellationssystem, og i 1936 var Châteauneuf blandt de allerførste vine, der blev anerkendt under det. Se på næsten en hvilken som helst flaske i dag, og du vil finde pavens tiara og Sankt Peters krydsede nøgler presset ind i glasset.

Og i 1954 udstedte borgmesteren et dekret, som jeg stadig har svært ved at tro var alvorligt ment: Flyvende tallerkener måtte hverken flyve over, lande i eller lette fra kommunen, og enhver, der gjorde det, ville blive beslaglagt. Så vidt nogen ved, har ingen forsøgt. Vinmarkerne er fortsat helt fri for udenjordisk trafik.

DET, JEG TOG MED HJEM

Jeg rejste derfra med to flasker og en lille galet i frakkelommen; den ligger nu på mit skrivebord i København. Hvis du åbner en Châteauneuf i efteråret, så åbn den i god tid, skænk den lidt under stuetemperatur, og giv den en time og en lang middag. Det er vin skabt til netop det – og til at fortælle denne historie til den, der sidder over for dig ved bordet.

På gensyn,
Max

The GRAD Journal er et kort brev om at servere vin godt. Det kommer først på e-mail; tilmeld dig nederst på enhver side for at modtage næste udgave.